Nyt koncept for bedst På Nettet - 2009

22. maj, 2009 kl. 13:57 af Lasse Skjelmose

Sammenligner man sidste års Bedst På Nettet-vurderinger af eksempelvis kommunernes hjemmesider ser man at hele 28 kommuner fortjente de maksimale 5 netkroner, og blot 8 kommuner klarede sig dårlige end 4 netkroner. Flertallet får tildelt den maksimale udmærkelse og dermed har det gamle koncept, på visse områder sejret sig ihjel. Det er flot og vidner om at BPN-konkurrencen har været med til at skubbe en udvikling igang i offentligt regi. Samtidig tydeliggør det også at BPN nu bør forny sig:

Nu - eller i ondags for at være helt præcis - er skitsen til det nye koncept blevet offentliggjort på http://www.digitaliser.dk/ (læs mere her). I grove træk tildeles netkronerne nu på baggrund af 3 kriterier:

  • En screening (30 %)
  • En borgervurdering (20 %)
  • En selvevaluering (50 %)

Dette er en ændring ift. til tidligere, hvor sceeningen - i grove træk - var hele vurderingen. I 2008 så vurderingsgrundlaget således ud:

  • Konventioner (Navigation og formidling): 25%
  • Digital selvbetjening (Nytteværdi og brugervenlighed): 25%
  • Åbenhed og nytteværdi (generelt): 25%
  • Teknisk tilgængelighed: 25%

Jeg har samlet et par enkelte tanker om de grove træk i det nye evalueringsgrundlag, og tager dem i en alt andet end kronologisk orden:

Borgervurdering


I det "gamle" vurderingsgrundlag var borgervurdering en væsentlig del af "Åbenhed og nytteværdi", MEN; selve resultatet af vurderingen, var ikke udslagsgivende for tildelingen af point. Det var således nok at gennemføre selve evalueringen. Dette bliver der nu lavet om på, hvilket giver god mening. Således er det nu resultatet af undersøgelsen der gælder, og ikke blot det at gennemføre den.
Borgervurderingen giver fremadrettet 20% hvilket måske kan omsættes til 1 netkrone for et godt resultat.

Brugervurderingen kan i sig selv komme til at betyde, at det ikke er nok at lave en god løsning, eksempelvis til selvbetjening. Fremadrettet skal slut-brugerne af løsningen naturligvis adaptere den OG helst (lære at ?) holde af den også. Dette kan på sigt skabe et øget fokus på brugeradation, hyppige tests og forhåbentligt bedre vejledninger, guides osv.

Selvevaluering

Selvevalueringen, går iflg. digitaliser.dk på institutionernes (eksempelvis en kommunes hjemmeside) egen vurdering af deres samlede løsning, og hvordan den passer til deres hverdag, udfordringer, brugere/borgere osv. Der er her et væsentligt fokus på det forretningskritiske og strategiske i det samlede digitale arbejde. Udfra de spørgsmål der figurerer som eksempler til selvevalueringen, har jeg noteret følgende stikord: fra analoge til digitale henvendelser, tilgængelighed for alle brugergrupper, investering vs. nytteværdi og brugerdreven udvikling.

Selvevalueringen er - så vidt vides på nuværende tidspunkt - spørgsmålsbaseret. Hvordan de enkelte spørgsmål udformes vil der sikkert løbende blive ændret på, men der tegner sig her et tydeligt billede på hvad Bedst På Nettet (og dermed IT- og Telestyrelsen vægter), og gerne vil have institutionerne til at fokusere på; nu og i fremtiden. Og, for institutioner der vægter et godt resultat i Bedst På Nettet højt, kan der her være lidt af grundridset til deres arbejde og investeringer i de kommende år.
Selvevalueringen giver fremadrettet 50%, hvilket måske kan omsættes til 2½ netkrone.

Screening

Screeningen er en genganger, og vil sandsynligvis stadig være en lang række kriterier, der skal være opfyldt. Her står der direkte i artiklen at "Sammenlignet med tidligere år vil der indgå færre vurderingskriterier, da nogle områder nu vil blive tænkt ind i de to øvrige undersøgelsesmetoder."
Det bliver naturligvis spændende at se det faktuelle vurderingsgrundlag, men min fortolkning at artiklens antydninger :-) er at de gamle områder "Digital selvbetjening" og "Åbenhed og nytteværdi", nemt kunne blive en del af hhv. borger- og selvevalueringen. Hvorimod den "tekniske tilgængelighed" og "konventioner" er noget nemmere at have mere objektive målinger af. Screeningen giver fremadrettet 30%, hvilket måske kan omsættes til 1½ netkrone.

 

Bedst på nettet 2009

Hvis jeg skal prøve at opsummere det nye koncept for Bedst På Nettet, er det mit umiddelbare indtryk at BPN vender sig bort fra et ensidigt fokus på kriterier og feature-lister. I stedet inddrages både slutbrugeres meninger og institutionernes egne tanker - om deres løsning(er) - i den samlede vurdering. Sammenlignet med det tidligere koncept, er det et skridt i retning mod "blødere" målemetoder og discipliner  - og der skabes et langt bredere fokus med plads til bagvedliggende tanker, strategi, visioner og måske økonomi. Begge retninger er spændende og, finder jeg, gode tiltag. Om det er nemmere at finde en objektiv vinder indenfor de forskellige kategorier, er så en anden diskussion, men ser man BPN som en samlet digital løftestang af det offentlige, er det overordnet gode tiltag.

Forskellige netkroner - en ide?

Set i lyset af at Netkronerne fremadrettet tildeles på et bredere grundlag - og altså på baggrund af meget forskellige kriterier, kunne man tænke at der måske gøres forskel (visuelt) på de enkelte netkroner. Som en brugertype kan jeg have interesse i hurtigt at kunne aflæse om løsningen har fået en god vurdering indenfor teknisk tilgængelighed, en anden brugertype kan være mere interesseret i at kende resultetet af brugervurderingen.  - og om den er god eller dårlig. Måske kunne de enkelte netkroner/kriterier få hver sin farve?

 

Her til sidst skal det understeges at dette alene er de første og umiddelbare tanker om det nye koncept for bedst på nettet. Oplysningerne er endnu sparsomme, og der er stadig en høringsperiode før vurderingskriterierne offentliggøres. Jeg er sikker på at der kommer rigeligt nyt om BPN i den nærmeste fremtid på http://www.digitaliser.dk/


Tags:
Kategorier:
Actions: E-mail | Permalink | Kommentarer (19) | Trackback

Tagcloud


Seneste indlæg


Arkiv


Kategorier


Blogroll

    Feedback Form